Mægling
som redskab
I
Århus og
andre kommuner
????
Vi mener, at forvaltningens indstilling røber for
det første et dybt ukendskab til, hvordan hovedpersonerne i mæglingssagerne
– unge under 18 år – oplever sagsbehandleren som repræsentant for
”systemet”, hvis han eller hun har samme etnicitet som den berørte familie.
Det er vores erfaring, at mægleren qua sin egen etnicitet bliver repræsentant
for sædvaner og normer i den etniske gruppe mere end som en neutral mægler. Vi
mener faktisk, at alene et etnisk sammenhørighedsforhold udløser inhabilitet i
forhold til problemstillingen tvangsægteskab eller arrangeret ægteskab. Vi
oplever i praksis, at den unge, der er i klemme, ikke oplever sagsbehandleren
som en neutral person, men som fars og mors forlængede arm.
Når vi tilmed hører, at en bestemt sagsbehandler
anvender løfter afgivet med hånden på Koranen, så er det et dybt alvorligt
brud på den praksis, at forvaltningen er strengt religionsneutral. Hvad havde
man stillet op, hvis mæglingen skulle foregå hos en familie fra Haïti –
skal forvaltningen til at anvende woodoo?
Et andet aspekt er, hvilke massive påvirkninger
disse medarbejdere risikerer at blive udsat for i deres egen sfære, hvis de
blander sig i familiesammenførings- og tvangsægteskabssager. Mange af disse
medarbejdere har deres fritid og familieliv alt for tæt op ad de grupper, de
vil møde som mægler - de er med andre ord helt inhabile, og som ovenfor nævnt
vil, hvis partnerne kender hinanden ”fra miljøet”, mægleren aldrig i den
unges øjne stå som neutral repræsentant for en forvaltning men som repræsentant
for klanen og de bestående traditioner.
For det andet er det nok rigtigt, at hvis man vil mæglingens
vej, så er det vigtigt at bruge respekterede personer fra familiernes egen
kreds - men denne mulighed holder kun al den stund, at man på forhånd har udnævnt
mægling til en reel mulighed, og praksis viser, at det er mægling kun yderst
sjældent. I sager, hvor f. eks. en pige ikke længere er jomfru, må man uanset
al den mægling, der er i verden, forvente alvorlig reaktion fra familien,
livslang forhånelse, udstødelse, valg af ældre ægtemage (fordi ingen af de
mere attraktive alternativer vil acceptere en ikke-jomfru mens landsbytossen
sikkert er ligeglad) og så videre. Er det dét, man gerne vil i forvaltningen?
For det tredje render man ind i det problem, at
medarbejderens egen etnicitet står i vejen for en reel sagsbehandling. Det
nytter ikke at sætte nogen til at varetage et barns tarv, hvis personen næsten
på forhånd er på forældrenes side. Det er blandt andet derfor, forvaltningen
nærmest har vist sig at være allergisk over for bisiddere fra Indvandrerrådgivningen
. man kan således ikke manipulere barnet hjem til familien, og det er jo det,
man helst vil i forvaltningen, så kommunen ikke ifalder udgifter på den konto.
Så blæse være med barnet. Endelig er det et konkret problem, at en
medarbejder, der har sit dagligliv nær de mennesker, han skal mægle, alt for
let kommer under pres. Man skal jo huske, at disse ægteskabsvaner er en
magtbastion og et æresanliggende, og derfor står omgivelserne fast, også selv
om den enkelte familie måske godt kan se det uheldige i tvangsægteskabsplanerne.
Miljøet og sammenholdet i den etniske gruppe vejer tonstungt på den familie,
der er villig til at gå ind i en mere moderne tankegang omkring deres børns ægteskaber,
og det samme miljø og det samme sammenhold vil modarbejde enhver, der forsøger
at bryde gruppens magtmønstre. En medarbejder med baggrund i den samme gruppe,
han skal mægle for, risikerer dermed udstødelse for sig selv, for sin hustru
og - måske vigtigst - sine børn.
Det er aldrig rart at skulle skille en familie ad,
men i disse sager har familien selv valgt en kurs, der enten fører til
konfrontation eller til affindelse, og affindelse har så den konsekvens, at
brudenatten bliver til en voldtægt - det hedder det, når nogen tvinges til
samleje med en person, man ikke kan lide. Konfrontationen opstår, når den unge
gør netop det, samfundet helst ser: finder en ligeværdig og jævnbyrdig
herboende partner selv - og den konfrontation er umulig at undgå. Det er den
sandhed, der skal trænge ind hos forvaltningen: Hvis I vil undgå alle de
triste skæbner og uheldige bivirkninger ved familiesammenføring efter den
hidtidige model - og hvis vi skal undgå lovgivningsmæssigt hule konstruktioner
såsom 24-årsregelen, boligkravet og økonomikravet efter Lov om Udlændinge -
så er der kun en vej frem.
Vi skal magte at fange de unges nødråb bedre op, i
skolen eller på gymnasiet eller den videregående uddannelse, men også hos
skolelægen eller den privatpraktiserende læge. Vi skal kunne sætte massivt
ind over for den familie, som insisterer for ærens skyld på et familiesammenført
ægteskab, hvis den unge ikke klart melder ud, at man ikke blot accepterer men
reelt også er glad for forældrenes valg og ser hen til ægteskabet. Alt andet
er at stikke hovedet i busken.
Meget ofte har vi erfaret, at familier med de
tungeste ægteskabsuvaner også pr. anden måde er kendt i systemet. Der kan
have været vold, kriminalitet, vanskeligheder i skolen, nabostridigheder og
mange andre forhold. Næsten uden undtagelse er familierne i det mindste kendt,
fordi de har modtaget offentlig hjælp i kortere eller længere tid, men også
ofte fordi der tidligere har været problemer med f. eks. tvangsægteskab for ældre
søskende. Forvaltningen har med andre ord ingen undskyldning for hårdnakket at
holde fast i løsningsmodeller, som for kommunen nok er de mest økonomiske, men
som for den unge, der er kommet i klemme uden egen skyld imellem familiens ære
og sit eget (og samfundets) ønske om valg af herboende partner.
Efter erfaringerne i Indvandrerrådgivningen er mægling
ikke første reaktion ved henvendelser om tvangsægteskab. Man skal huske, at
sagen ikke kan forventes slut, når mægleren går. Der er eksempler på, at
unge er sendt med fly til hjemlandet dagen efter mæglingen, fordi æren og
magten altid går foran hvad man eventuelt har aftalt med en socialrådgiver
eller en imam i forbindelse med mæglingen. Uanset hvad der aftales ved mæglingen
medfører mæglingen jo ikke nogen mortifikation af de måske for meget længe
siden afgivne løfter til familien i hjemlandet, til brødre, onkler og fætre,
som måske endda har været med til at finansiere rejsen til Danmark for den
familie, der er sket mægling ved. Der er mange årsager til, at rigtig mange -
faktisk 98% - af målgruppens ægteskaber indgås med en person - ofte et nærtstående
familiemedlem - fra hjemlandet, og hver eneste af disse årsager vil være
mindst lige så vægtige, som de var før mæglingen, nu forstærket af, at den
unge, der har henvendt sig i forvaltningen, har handlet illoyalt over for både
sin familie og den tilkommende, familien har valgt for ham eller hende.
Det er underligt, at forvaltningen ikke er bekendt
med kultursociolog Ejvind Vesselbos rapport "I går I dag I
overmorgen", og det er endnu mere underligt, at forvaltningen ikke vil
indse, at når man vil bryde et særdeles fasttømret institut som ægteskabs(u)vaner,
så er det ikke et stykke ligegyldigt venstrehåndsarbejde, men en massiv
indsats, der skal ske. Vi magter ikke at lave holdningerne ret meget om hos den
gruppe, der i dag repræsenterer forældrene, men hvis der gøres en solid
indsats, så er der mulighed for at ændre ægteskabelige kostvaner hos de unge.
Forvaltningens holdning er ikke egnet til at fremme
integrationen i Danmark, men giver tvært imod familierne gode muligheder for at
gennemtvinge ærens og dermed tvangsægteskabets vej, til ubodelig skade for
integrationen af den nye familie. Når tvangsægteskabet fuldbyrdes, kommer der
en person til landet, som hverken behersker sprog eller normer, og frugterne af
disse ægteskaber bliver altid fremmedsprogede som første sprog. En - desværre
- stor del af de familiesammenførte ægteskaber, som er begrundet i tvang og
indgået med fætter/kusine, ender i skilsmisse, og i de tilfælde, hvor den
familiesammenførte kun har midlertidig opholdstilladelse, sker der udvisning.
Er der børn i en sådant ægteskab, som enten kvinden eller manden må
efterlade i Danmark, har forvaltningspraksis skabt endnu to eller flere
vanskæbner, hvilket ikke er et moderne velfærdssamfund værdigt. Den herboende
står alene måske med børn, og den udviste hjemsendes til lavstatus, især
hvis det er kvinden, som brugt og svigtet må ud af landet.
Børn, som henvender sig med tvangs- eller arrangeret uønsket ægteskab hængende over hovedet, har i stort set alle tilfælde vænnet sig til at være mere eller mindre frigjort dansk sammen med kammeraterne i skolen og ude i byen, og derfor kommer familiens planer altid som et stort chok: nu skal jeg opgive venner og uddannelse og vende tilbage til den mørke middelalder. Det er ikke at fremme børnenes tarv at gennemtvinge familiens ønsker over for barnet i form af en mægling, som barnet under alle omstændigheder kun oplever fra sidelinjen - der er i de miljøer jo ingen tradition for, at børn overhovedet skal høres eller har rettigheder. Dansk lovgivning slår fast, at når et barn er fyldt 12 år, skal det høres i væsentlige anliggender, så også her er forvaltningen i Århus på kollisionskurs med lovgivningen. Barnet har ret til en bisidder og barnet har ret til advokatbistand. Derom skal der ikke være tvivl. Forvaltningen skal for at overholde loven have en fast procedure for at indkalde såvel den bisidder og den advokat, barnet har valgt. Ellers er der ingen anden vej for barnet og dets bisidder eller advokat end at henvende sig til domstolen for at få løst den akutte sag, og dernæst til Tilsynsmyndigheden for at få forvaltningen til at holde loven.
Leif Randeris
Vesterbrogade 14-butikken
DK-8000 Århus C
Tlf. +45 88709898 & +45 26223611 & fax +45 88707870
eller på email