Baggrundsinterview m. Leif Randeris
Telefonisk baggrundsinterview med Leif Randeris fra Indvandrerrådgivningen, Århus. Emne: Kommunens mæglerfunktion i konflikter omkring tvangsægteskabsproblematikker i etniske familier. (23. marts 2005)
Indvandrerrådgivningen:
Leif Randeris (herefter LR) har arbejdet på Indvandrerrådgivningen de sidste syv år. Han er uddannet pædagog og arkitekt. Indvandrerrådgivningen tilbyder personlig rådgivning og telefonisk anonym rådgivning, men er også aktivt handlende, idet de råder over kontorer (butik) i bymidten af Århus. De fungerer som bisiddere og samarbejder med kommunen og andre myndigheder. Indvandrerrådgivning er ikke under kommunalt regi, men er et privat fortagende, der yder konsulentbistand til kommuner med manglende kompetence. Indvandrerrådgivningen modtager henvendelser fra hele Danmark, både pr. telefon og e-mail. Det opleves at ”klienter” kommer tilrejsende. Rådgivningen modtager mange henvendelser fra Sjælland og specielt Storkøbenhavn. Som en konsekvens forsøges p.t. at etablere en rådgivning i København, hvilket vil ske fra medio maj.
Mægling:
LR er som udgangspunkt imod mægling i konflikter omkring tvangsægteskabsproblematikker i etniske familier. I øvrigt er det vigtigt, at anskue begrebet tvangsægteskab udfra flere vinkler, idet betegnelsen tvangsægteskab nok er blevet noget belastet. Betegnelsen uønsket ægteskab er meget godt at bruge som udgangspunkt for en verificering af ”klientens” problem, mener LR. En privat foranstaltning som Indvandrerrådgivning må og skal altid i sådanne sager om tvangsægteskaber henvende sig til kommunen, når de unge er under 18 år. Dernæst når de unge tvangsægteskabstruede er over 18 år må de næsten altid henvende sig til hjemkommunen, idet det er dem, der har de økonomiske midler. Der er en lang række problemstillinger i disse to situationer, men sammenlignende, da kommunes forvaltninger så godt som altid aldrig har foretaget sig noget, uanset om familien er kendt i systemet eller ej. I lang den de fleste tilfælde er pigens familie meget og i årevis været kendt af kommunens forvaltninger. LRs indtryk er at de fleste kommuner ikke har den nødvendige kompetence og heller ikke ønsker at købe sig denne kompetence hos konsulenter, som eksempelvis Indvandrerrådgivningen, men foretrækker den ”billige” løsning som mægling, uden i øvrigt have denne kompetence. LR mener for det første, at mægling ofte bliver på familiens præmisser frem for den unge, som har henvendt sig til kommunen for at få hjælp. Han mener, mægling kommer til at ske på bekostning af den unge, fordi denne vil have svært ved at tilkendegive sin oprigtige holdning overfor familien, idet den unges mening aldrig er ønsket hørt netop i disse sager. LR mener, at i de tilfælde, hvor den unge, som henvender sig er gammel nok (16 – 18 år), bør man yde denne en ligeværdig borger service, og ikke nødvendigvis inddrage forældrene med det samme. LR mener desuden, at mægling ikke er etisk forsvarligt, fordi der sjældent eller aldrig bliver fulgt op, og endnu mere sjældent over en længere periode, på de aftaler, som indgås mellem den unge og dennes familie. LR mener, at den unge skal have tilknyttet en fast udefrakommende bisidder/rådgiver, som alene støtter den unge, og som sørger for at holde kontakten til familien og sikre, at de indgåede aftaler overholdes.
LR mener, at der er mange faktorer, som skal medtænkes i en situation, hvor man overvejer mægling. I de tilfælde, hvor den etniske unge, som henvender sig, har været meget kort tid i Danmark, og af denne grund vil have svært eller umuligt ved at klare sig i det danske samfund, vil mægling, efter LRs mening, være tilrådeligt når længerevarende tilsyn og familiebehandling etableres. I de tilfælde kan det være bedst, at konflikten løses i og sammen med familien. I andre tilfælde risikerer man at gøre mere skade end gavn.
LR mener, det er uforsvarligt at bruge etniske mæglere. I små eller mellemstore byer vil medlemmerne af de etniske miljøer kende hverandre, og Danmark er i øvrigt alt for lille, hvorfor ret mange etnisiteter kender hinanden på tværs af landsdelene. Brug af en etnisk mægler kan betyde, at den unge føler sig mere presset til at følge familiens ægteskabelige krav, end hvis en dansk mægler, med danske værdier, var repræsenteret. I øvrigt ses det næsten altid i disse sager, at den unge netop er blevet for dansk, derfor er det også uhensigtsmæssigt at mægle udfra en etnisk synsvinkel.
På samme vis mener LR ikke det vil være tilrådeligt at inddrage imamer i mæglingssituationen. En inddragelse af repræsentanterne for det muslimske samfund vil kun skabe et større pres på den unge, som ikke vil have mulighed for at sige sine forældre imod.
Kommunens rolle:
LR mener ikke, at Århus kommune primært, men også andre kommuner rundt om i landet, er gode nok til at tackle henvendelser fra etniske unge med tvangsægteskabelige problematikker. LR har ofte været ude for, at kommunen sender de unge hjem, i stedet for at hjælpe, hvilket efter LRs mening er det samme som at svigte den unge, og nedbryde dennes tillid til systemet. De unge, der sendes hjem på denne måde kommer nok aldrig igen. Han siger, at kommunerne ofte ikke tager sig tid til at lytte til de unges problemer, og også iværksætter mægling, hvor dette er i direkte strid med den unges ønsker og trav, hvilket Serviceloven påbyder kommunen. LR har kommunerne mistænkt for at ville spare penge, fordi kommunerne ikke tager sig tid til at skal undersøge den unges og familiens problem i dybden, så en fornuftigt handlingsplan kan iværksættes for den unge og for familien. Alt for ofte sørger de ikke for at følge op på problemet. Ni ud af 10 af disse sager er familien og problemer meget kendte af kommunerne i forvejen, hvilket ikke tyder på en ret aktiv familiebehandling og eller direkte oplysende, koordinerende og forebyggende arbejde i kommunerne.
Bisiddere er nødvendige:
Ingen kommuner bruger udefrakommende bisidder til den unge, uanset om de er under eller over 18 år. LR siger, at kommunen i teorien kunne ringe til Indvandrerrådgivningen, hvis de havde brug for en bisidder til den unge, dette ville ikke koste særlig meget. LR har aldrig oplevet, at kommunen har gjort brug af denne mulighed.
LR har oplevet, at de etniske unge er bange for at gå til kommunen, fordi det rygtes i miljøet, at kommunen sender dem hjem, eller ikke yder dem en ordentlig borgerservice. Det er efterfølgende svært at genopbygge de etniske unges tillid til systemet.
LR mener, kommunen burde tvinges til at gøre brug af bisiddere, som udelukkende rådgiver den etniske unge, så denne kan føle sig hjulpet og støttet, samt modtage en korrekt ligebehandling og borgerservice. De unge, som henvender sig, kan ofte ikke magte den situation at skulle kæmpe mod kommunen alene. Ifølge LR ville mægling også være en langt mere tilrådelig konfliktløsnings metode, hvis der blev gjort brug af bisiddere, som var tilstede under mæglingen og som efterfølgende kunne følge op på familien. Kommunerne sørger ikke for at følge op på sagen, og ofte mister kommunen kontakten med familien og den unge, som derefter sandsynligvis aldrig henvender sig igen.
Kommunerne har i forvejen igennem lovgivningen mulighed for at aflønne som kontaktperson.
Det er en meget lille betaling, men vil give en forpligtigende forløb både for den unge, familien, kommunen og bisidderen/kontaktpersonen. Det er vigtigt at bisidderen/kontaktpersonen er kompetent og ikke en del af det kommunale system eller det ”korps” nogle kommuner allerede har af kontaktpersoner, idet der så vil kunne opstå en forståelse – evt. afhængighedsforhold - fra kontaktpersonen til arbejdsgiveren/kommunen/kontaktpersonen.
Afsluttende:
Ifølge Manu Sareen (Etnisk Konsulent Team, Københavns Kommune) er det ofte i familier med socio-økonomiske problemer, at tvangsægteskabelige problematikker findes. Sareen mener ikke, at denne form for problematik alene er kulturelt betinget, men mener, at den har sin rod i familier, som har økonomiske, kommunikative eller sociale problemer.
LR mener både, at Sareen har ret og ikke ret. LR mener ikke, at tvangsægteskabelige problematikker går hånd i hånd alene med sociale, beskæftigelses- eller uddannelsesmæssig eller økonomiske og socialforsorgsproblemer alene. Det er den totale sum, at familierne ofte er marginaliserede i forhold til det danske samfund, uden arbejde, har reelle fattigdoms problemer og under et stort pres fra det danske system med integrationskontrakter, aktivering m.v. De har ofte ikke fået opgraderet deres uddannelse til danske forhold, hænger fast i bistandssystemet, og er isoleret i forhold majoriteten.
En anden væsentlig faktor, der er med til at skabe social udelukkelse og fattigdom er opløsningen af familieenhederne (på grund af separation, skilsmisse eller dødsfald) eller manglende evne til at skabe nogle nye. Denne individualiseringsproces er resultatet af en tendens, der i meget lang tid har præget vort vestlige samfund. De fleste af os finder det normalt at indrette vores liv autonomt og værne om vores personlige frihed på alle områder. Men autonomi som kan være en god ting for mange af os, speciel de velbjergede og rige bliver en belastning og en kilde til yderligere isolation for de svage og fattige flygtninge og indvandrere.
Dette betyder, at disse familier i højere grad værner om deres traditioner, på en måde, som de måske ikke gjorde i hjemlandet, for at påtage sig den status, som de mangler i andre sammenhænge. LR synes derfor Sareen har ret i den forstand, at familierne ofte hænger fast i bistandssystemet, men for LR behøver familien ikke af denne grund at være uuddannede eller have sociale problemer.
LR mener, at det danske system gør sig og er magtesløse overfor disse familier, fordi det synes umuligt at gribe ind i deres traditionsbundne verden og skabe de holdningsændringer i det etniske miljø, samt de forpligtigende handlingsforløb fra kommunen i.f.t familierne, der skal til for at forhindre tvangsægteskaber. Ja endda mange andre problemer som manglende dansk sprog og efteruddannelse, uddannelse, beskæftigelse og involvering i det danske samfund, samt forebyggelse af kriminalitet.
Denne magtesløshed sætter sig igennem i hverdagen, medier og politikken. Når indvandrer fænomenet har skabt et massivt socialt ubehag i Danmark og Europa og sandsynligvis vil fortsætte med at gøre det i en overskuelig fremtid, skyldes det en række specifikke forhold, eksempelvis at dårligt stillede sociale grupper mødes og at fremmedhadet især trives i de laveste befolkningsklasser. Ironisk nok er de fattige – også for danskernes vedkommende - også de mest konservative tilhængere af traditionel og national identitet for de kan ikke løbe den risiko at miste dem.
De unge, de begavede og overklassen kan sagtens tillade sig at være tolerante og repressive.
23 Marts 2007
Leif Randeris
Vesterbrogade 14-butikken
DK-8000 Århus C
Tlf. +45 88709898 & +45 26223611 & fax +45 88707870
eller på email