MÆGLING i etniske familier !?

Her gives en kort problematisering af begrebet mægling, der vil senere komme en mere udførlig redegørelse

Mægling i arrangerede og tvangsægteskaber, hvor den etniske unge ikke er enig med forældrene eller familien om indgåelse af et arrangeret eller tvangsægteskab ses ofte brugt af forskellige rådgivninger.

Mægling består i almindelighed af, at en person eller rådgiver skaber kontakt og dialog med familien med det formål at få den unge til at indgå i familien, eller i mange tilfælde komme tilbage til familien.

Det store spørgsmål er i disse sager om arrangeret eller tvangsægteskab, om ægteskabet er et overgreb på den etniske unge, ud fra  hvad forældrene mener er den etniske unges tarv. Problemet er, at det ikke er den enkelte etniske unge, der definerer dette, men den myndighed eller rådgivning, den etniske unge har henvendt sig til. En sådan diskussion er og bliver teoretisk, om for det første, er der forskel på arrangeret eller tvangsægteskab (eller "grå zone arrangeret ægteskab"), hvad er barnets tarv, skal der tages store hensyn til familierelationer og kultur o.s.v. Det er os teoretikere og praktikere, der  har disse anskuelser, for at vi kan "tale" sammen, have noget at tale sammen om. De unge er ganske ligeglade, de er ofrene i problematikken kulturuvaner og  arrangeret-/grå zone-/tvangsægteskaber. Det skulle vi nok lægge noget mere vægt på.

Som regel findes der ikke fra disse rådgivninger og "etniske specialkonsulenter" en egentlig handlingsplan eller metode eller en etisk beskrivelse af hvorfor, man ønsker at benytte mæglingsmetoden. Der forefindes heller ikke fra disse rådgivninger eller "etniske specialkonsulenter" en beskrivelse af metoden for selve mæglingen, og slet ikke beskrivelse hvorledes en eventuel "succes" i mægling følges op den følgende tid og de næste år. Der foreligger heller ikke fra disse rådgivninger og "etniske specialkonsulenter", der benytter mægling som handlemetode, redegørelser for hvor mange af disse sager, der efter halve, et eller flere år forsat er "lykkelige" eller succes for rådgivningen. Eller hvor mange af disse sager/etniske unge, der alligevel er endt i et arrangeret eller tvangsægteskab.

Det påstås fra flere kommunale familieafdelinger, at mæglinger kan fungere som passivisering af kommunale tilsynsmyndigheder og andre instandser, ofte ses den unge hurtigt tilbage i den situation efter mæglingen, at en hurtig rejse til hjemlandet arrangeres og et giftermål kommer istand.

Der forekommer ingen  - intet litteratur tilgængelig i Danmark (såvel som litteratur i nordiske eller EU lande mangler) om mægling i arrangerede og tvangsægteskaber, såvel som der ikke afholdes kurser omkring emnet/specialet. Mægling er kendt i skilsmisser og voldssituationer og på det almindelige arbejdsmarked. Enkelte konflikthåndteringskurser forekommer også, men de er først og fremmest beregnet på håndtering af unge kriminelle  og voldelige, uanset om de er danske eller etniske. Der findes adskillige retninger af mægling, som kan variere fra det juridiske og til meditationsmetode. En sammenligning med konflikthåndtering i  almindelighed, som iøvrigt også er i opstartsfasen, skal ikke sammenlignes med mægling i arrangeret og tvangsægteskaber.

Mægling som handlemetode forekommer mest i Danmark, hvorimod man i Norge sjældent benytter mæglingsmetoden. Det hænger sammen med, at man i vid udstrækning i Norge heller ikke er særlig meget for arrangerede ægteskaber (se afsnit på denne webside om "Grå zone arrangeret ægteskaber"). I Sverige benytter man sig ikke af metoden, det hænger måske sammen med, at man ikke har de "semiprofessionelle rådgivninger" som i Danmark, samt at man anser problemet med arrangerede og tvangsægteskaber som trafficking/handel med kvinder.

Nævnet for etnisk ligestilling har i 1999 gjort sig nogle få tanker om perspektiverne for mægling som metode til konfliktløsning, herunder i hvilke situationer metoden er hensigtsmæssig. I forbindelse med lovforslaget under den tidligere socialdemokratiske ledede regering om 25 års regel for familiesammenføring, blev der af MF-S Dorte Bennedsen givet udtryk for følgende: 

Mæglingsbegrebet har altså bredt sig også i det politiske system, som en mulighed, uden der findes de nødvendige redskaber for mægling i form af litteratur, kurser, analyseapparat, tilsyn m.v. 

Da det også er store dele af det frivillige sociale arbejde gennem deres rådgivninger, der giver udtryk for denne holdning, må mægling må anses for særdeles betænkeligt. Størsteparten af disse rådgivninger har ikke økonomiske midler eller kvalificeret personale til at følge en mægling op - og slet ikke i halve eller flere år, hvad der må være et absolut minimum af krav.

Hvis man ikke kan det,  må man beskrive mægling som uansvarligt og uetisk. Groft sagt, så er der nok i familien, der har handlet med den  etniske unges frihed, liv og drømme.

Selvfølgelig er der nuancer, der skal inddrages i en diskussion om mægling, som ikke lige her, men senere vil fremkomme på denne webside. Men generelt er der ingen af rådgivningerne eller "etniske specialkonsulenter", der ønsker dette, da deres udgangspunkt tit og ofte er ideologisk eller kulturelt tilvalg, ikke den unges situation, tarv m.v.

Disse nuancer vil ikke være til fordel for mæglingsmodellen, idet den almindelige professionalitet gennem sociale, pædagogiske og psykologiske  uddannelser med stor sandsynlighed ikke vil kunne acceptere det manglende  analyseapparat, kurser, tilsyn/lovgivning, litteratur m.v.

Rådgivningen BROEN, Etnisk Konsulent Team - Københavns Kommune, et specialhold fra Fredericia Krisecenter, IND-sams Kriserådgivning, en række selvbestaltede etniske konsulenter, flere kommuner m. fl. bruger mægling som et redskab. 

Indvandrerrådgivning og Ung til Ung Rådgivningen benytter ikke mægling, da det anses for at være eksperimenterende, udokumenteret og uetisk. "Vi synes, der er nok, der har handlet med de unges frihed og i en række tilfælde er mægling direkte farligt for den unge" !!!

Indvandrerrådgivningen og Ung til Ung Rådgivningen benytter i stedet for personlig rådgivning af den unge igennem længere tid og i sidste ende som handle redskab plejefamilier, der bliver superviseret og serviceret af  www.Indvandrerraadgivningen.dk og vort pædagogiske/psykolog team.

Leif Randeris

-------------------------------------------------

Mægling som redskab

I Århus og andre kommuner ????

I Indvandrerrådgivningen er vi dybt skeptiske over for Århus kommunes udmelding om at anvende medarbejdere fra forvaltningen med fremmed etnisk herkomst som mæglere i sager om f. eks. tvangsægteskab vedrørende unge under 18 år.

Vi mener, at forvaltningens indstilling røber for det første et dybt ukendskab til, hvordan hovedpersonerne i mæglingssagerne – unge under 18 år – oplever sagsbehandleren som repræsentant for ”systemet”, hvis han eller hun har samme etnicitet som den berørte familie. Det er vores erfaring, at mægleren qua sin egen etnicitet bliver repræsentant for sædvaner og normer i den etniske gruppe mere end som en neutral mægler. Vi mener faktisk, at alene et etnisk sammenhørighedsforhold udløser inhabilitet i forhold til problemstillingen tvangsægteskab eller arrangeret ægteskab. Vi oplever i praksis, at den unge, der er i klemme, ikke oplever sagsbehandleren som en neutral person, men som fars og mors forlængede arm.

Når vi tilmed hører, at en bestemt sagsbehandler anvender løfter afgivet med hånden på Koranen, så er det et dybt alvorligt brud på den praksis, at forvaltningen er strengt religionsneutral. Hvad havde man stillet op, hvis mæglingen skulle foregå hos en familie fra Haïti – skal forvaltningen til at anvende woodoo?

Et andet aspekt er, hvilke massive påvirkninger disse medarbejdere risikerer at blive udsat for i deres egen sfære, hvis de blander sig i familiesammenførings- og tvangsægteskabssager. Mange af disse medarbejdere har deres fritid og familieliv alt for tæt op ad de grupper, de vil møde som mægler - de er med andre ord helt inhabile, og som ovenfor nævnt vil, hvis partnerne kender hinanden ”fra miljøet”, mægleren aldrig i den unges øjne stå som neutral repræsentant for en forvaltning men som repræsentant for klanen og de bestående traditioner.

For det andet er det nok rigtigt, at hvis man vil mæglingens vej, så er det vigtigt at bruge respekterede personer fra familiernes egen kreds - men denne mulighed holder kun al den stund, at man på forhånd har udnævnt mægling til en reel mulighed, og praksis viser, at det er mægling kun yderst sjældent. I sager, hvor f. eks. en pige ikke længere er jomfru, må man uanset al den mægling, der er i verden, forvente alvorlig reaktion fra familien, livslang forhånelse, udstødelse, valg af ældre ægtemage (fordi ingen af de mere attraktive alternativer vil acceptere en ikke-jomfru mens landsbytossen sikkert er ligeglad) og så videre. Er det dét, man gerne vil i forvaltningen?

For det tredje render man ind i det problem, at medarbejderens egen etnicitet står i vejen for en reel sagsbehandling. Det nytter ikke at sætte nogen til at varetage et barns tarv, hvis personen næsten på forhånd er på forældrenes side. Det er blandt andet derfor, forvaltningen nærmest har vist sig at være allergisk over for bisiddere fra Indvandrerrådgivningen . man kan således ikke manipulere barnet hjem til familien, og det er jo det, man helst vil i forvaltningen, så kommunen ikke ifalder udgifter på den konto. Så blæse være med barnet. Endelig er det et konkret problem, at en medarbejder, der har sit dagligliv nær de mennesker, han skal mægle, alt for let kommer under pres. Man skal jo huske, at disse ægteskabsvaner er en magtbastion og et æresanliggende, og derfor står omgivelserne fast, også selv om den enkelte familie måske godt kan se det uheldige i tvangsægteskabsplanerne. Miljøet og sammenholdet i den etniske gruppe vejer tonstungt på den familie, der er villig til at gå ind i en mere moderne tankegang omkring deres børns ægteskaber, og det samme miljø og det samme sammenhold vil modarbejde enhver, der forsøger at bryde gruppens magtmønstre. En medarbejder med baggrund i den samme gruppe, han skal mægle for, risikerer dermed udstødelse for sig selv, for sin hustru og - måske vigtigst - sine børn.

Det er aldrig rart at skulle skille en familie ad, men i disse sager har familien selv valgt en kurs, der enten fører til konfrontation eller til affindelse, og affindelse har så den konsekvens, at brudenatten bliver til en voldtægt - det hedder det, når nogen tvinges til samleje med en person, man ikke kan lide. Konfrontationen opstår, når den unge gør netop det, samfundet helst ser: finder en ligeværdig og jævnbyrdig herboende partner selv - og den konfrontation er umulig at undgå. Det er den sandhed, der skal trænge ind hos forvaltningen: Hvis I vil undgå alle de triste skæbner og uheldige bivirkninger ved familiesammenføring efter den hidtidige model - og hvis vi skal undgå lovgivningsmæssigt hule konstruktioner såsom 24-årsregelen, boligkravet og økonomikravet efter Lov om Udlændinge - så er der kun en vej frem.

Vi skal magte at fange de unges nødråb bedre op, i skolen eller på gymnasiet eller den videregående uddannelse, men også hos skolelægen eller den privatpraktiserende læge. Vi skal kunne sætte massivt ind over for den familie, som insisterer for ærens skyld på et familiesammenført ægteskab, hvis den unge ikke klart melder ud, at man ikke blot accepterer men reelt også er glad for forældrenes valg og ser hen til ægteskabet. Alt andet er at stikke hovedet i busken.

Meget ofte har vi erfaret, at familier med de tungeste ægteskabsuvaner også pr. anden måde er kendt i systemet. Der kan have været vold, kriminalitet, vanskeligheder i skolen, nabostridigheder og mange andre forhold. Næsten uden undtagelse er familierne i det mindste kendt, fordi de har modtaget offentlig hjælp i kortere eller længere tid, men også ofte fordi der tidligere har været problemer med f. eks. tvangsægteskab for ældre søskende. Forvaltningen har med andre ord ingen undskyldning for hårdnakket at holde fast i løsningsmodeller, som for kommunen nok er de mest økonomiske, men som for den unge, der er kommet i klemme uden egen skyld imellem familiens ære og sit eget (og samfundets) ønske om valg af herboende partner.

Efter erfaringerne i Indvandrerrådgivningen er mægling ikke første reaktion ved henvendelser om tvangsægteskab. Man skal huske, at sagen ikke kan forventes slut, når mægleren går. Der er eksempler på, at unge er sendt med fly til hjemlandet dagen efter mæglingen, fordi æren og magten altid går foran hvad man eventuelt har aftalt med en socialrådgiver eller en imam i forbindelse med mæglingen. Uanset hvad der aftales ved mæglingen medfører mæglingen jo ikke nogen mortifikation af de måske for meget længe siden afgivne løfter til familien i hjemlandet, til brødre, onkler og fætre, som måske endda har været med til at finansiere rejsen til Danmark for den familie, der er sket mægling ved. Der er mange årsager til, at rigtig mange - faktisk 98% - af målgruppens ægteskaber indgås med en person - ofte et nærtstående familiemedlem - fra hjemlandet, og hver eneste af disse årsager vil være mindst lige så vægtige, som de var før mæglingen, nu forstærket af, at den unge, der har henvendt sig i forvaltningen, har handlet illoyalt over for både sin familie og den tilkommende, familien har valgt for ham eller hende.

Det er underligt, at forvaltningen ikke er bekendt med kultursociolog Ejvind Vesselbos rapport "I går I dag I overmorgen", og det er endnu mere underligt, at forvaltningen ikke vil indse, at når man vil bryde et særdeles fasttømret institut som ægteskabs(u)vaner, så er det ikke et stykke ligegyldigt venstrehåndsarbejde, men en massiv indsats, der skal ske. Vi magter ikke at lave holdningerne ret meget om hos den gruppe, der i dag repræsenterer forældrene, men hvis der gøres en solid indsats, så er der mulighed for at ændre ægteskabelige kostvaner hos de unge.

Forvaltningens holdning er ikke egnet til at fremme integrationen i Danmark, men giver tvært imod familierne gode muligheder for at gennemtvinge ærens og dermed tvangsægteskabets vej, til ubodelig skade for integrationen af den nye familie. Når tvangsægteskabet fuldbyrdes, kommer der en person til landet, som hverken behersker sprog eller normer, og frugterne af disse ægteskaber bliver altid fremmedsprogede som første sprog. En - desværre - stor del af de familiesammenførte ægteskaber, som er begrundet i tvang og indgået med fætter/kusine, ender i skilsmisse, og i de tilfælde, hvor den familiesammenførte kun har midlertidig opholdstilladelse, sker der udvisning. Er der børn i en sådant ægteskab, som enten kvinden eller manden må efterlade i Danmark, har forvaltningspraksis skabt endnu to eller flere vanskæbner, hvilket ikke er et moderne velfærdssamfund værdigt. Den herboende står alene måske med børn, og den udviste hjemsendes til lavstatus, især hvis det er kvinden, som brugt og svigtet må ud af landet.

  Børn, som henvender sig med tvangs- eller arrangeret uønsket ægteskab hængende over hovedet, har i stort set alle tilfælde vænnet sig til at være mere eller mindre frigjort dansk sammen med kammeraterne i skolen og ude i byen, og derfor kommer familiens planer altid som et stort chok: nu skal jeg opgive venner og uddannelse og vende tilbage til den mørke middelalder. Det er ikke at fremme børnenes tarv at gennemtvinge familiens ønsker over for barnet i form af en mægling, som barnet under alle omstændigheder kun oplever fra sidelinjen - der er i de miljøer jo ingen tradition for, at børn overhovedet skal høres eller har rettigheder. Dansk lovgivning slår fast, at når et barn er fyldt 12 år, skal det høres i væsentlige anliggender, så også her er forvaltningen i Århus på kollisionskurs med lovgivningen. Barnet har ret til en bisidder og barnet har ret til advokatbistand. Derom skal der ikke være tvivl. Forvaltningen skal for at overholde loven have en fast procedure for at indkalde såvel den bisidder og den advokat, barnet har valgt. Ellers er der ingen anden vej for barnet og dets bisidder eller advokat end at henvende sig til domstolen for at få løst den akutte sag, og dernæst til Tilsynsmyndigheden for at få forvaltningen til at holde loven.

Indvandrerrådgivningen-Århus Hovedkontoret :

Vesterbrogade 14-butikken
DK-8000 Århus C
Tlf. +45 88709898 & +45 26223611 & fax +45 88707870
eller på email